At spille en koncert er på mange måder som at løbe et maraton – man er igennem mange stadier.
For mig har det altid været en stor udfordring ift. påklædning på en scene. Fordi den ene ting er, hvad kan jeg godt lide, den anden ting er, hvad passer ikke alene til mig men også til musikken? Den æstetiske sammensmeltning skal være der, fordi at gå til en koncert skal være en helhedsoplevelse.
Som musiker har man altid ritualer, inden man går på scenen. Det kan være at drikke en kop te med citron, eller det kan være at lægge sin makeup på en helt bestemt måde. Det kan være hvad som helst. Men for mig er det at gå på scenen, inden publikum ankommer, fokusere på de tomme pladser og forestille mig, hvordan energien vil ændre sig, når publikum fylder salen. Sådan er mit ritual. Det handler om publikum og den energi, der bliver skabt af publikum, og som så tydeligt kan mærkes. Som en kommunikation mellem mig og dem, der lytter. Det er også derfor, det er så vigtigt at spille for mennesker og ikke kun for sig selv.
Lige inden man skal på scenen – de der 10-20 minutter – når du er helt alene, og du ikke har dit instrument og tænker, kan jeg nu huske den takt, den akkord, den tone, rytmen. Ajjjj, jeg kan ikke huske det…! Men så kommer man ind på scenen og ser en masse mennesker… går hen til instrumentet, sætter sig, lægger hænderne på tangenterne, og så kommer musikken af sig selv. Og det er en magisk oplevelse hver gang. Den ro, der kommer, når man går i gang med at spille og har tangenterne under sine fingre. Det er så fantastisk, og det er noget, jeg håber, vil være med mig resten af mit liv.