Elisabeth Nielsen

Jeg kan huske, at et af mine første møder med klaveret var specielt, fordi jeg var fascineret af størrelsen på instrumentet. Jeg har været en lille pige på 4-5 år, så det har tiltrukket mig, at jeg ikke har kunnet rumme hele instrumentet på en gang, fordi det er så meget større end en selv.

Da jeg blev teenager, ændrede mit fokus sig fra det fysiske og tekniske til det musikalske. Jeg blev fascineret af selve musikken, og det som musikken kan i forhold til at kommunikere følelser og historier. Da jeg blev 14-15 år, vidste jeg, at jeg ville være musiker. Det er en periode i ens liv, hvor man udvikler sig meget, stiller mange spørgsmål og er usikker på sig selv som teenager – men der var en ting, jeg altid var sikker på, og det var musikkens effekt. 

Jeg er halvt dansk og halvt ukrainsk. Jeg er født i Danmark, men har en mor, der kom fra Ukraine til Danmark i perioden omkring Sovjetunionens sammenbrud. Hun har teaterbaggrund, så lige siden jeg var helt ung, har jeg fået en masse input fra hendes teaterverden. Hvis jeg skulle spille et værk, hvilket som helst værk af en hvilken som helst komponist, så ville der altid komme kommentarer fra hende a la, ”Hvad handler værket om? Hvad er værkets budskab? Hvad er det for en historie, du fortæller?”. På den måde var det ikke abstrakt musik, men det var musik, der havde en mission. Det, tror jeg, var meget sundt at få ind så tidligt. Det har betydet, at jeg gennem hele min karriere aldrig føler, at jeg spiller med tomme toner. Den ukrainske påvirkning, som især har været der i mine yngre år, har kun været en stor hjælp i forhold til den musiker, jeg er blevet i dag.

Jeg har altid været en performer, lige siden jeg var helt lille. Jeg har gået til ballet, siden jeg var 3-4 år, og jeg har altid elsket at optræde for folk. I bund og grund tror jeg, det er fordi, det er tovejskommunikation - at optræde og især at spille musik. Musik er et sprog, og at kunne spille for nogen er ikke kun at kunne spille for nogen, men også at få en energi selv tilbage. Jeg synes, det er det fantastiske ved musik, at uden ord kan man gengive en følelse eller en historie, og den følelse kan forstås af mennesker fra hele verden. I en tid med usikkerhed og krig i Europa, der er musikken rigtig stærk. Den samler os, og viser, hvad vi egentlig har tilfælles. Musikkens store styrke er, at musikken er sprogløs.

Det interessante ved klassisk musik er også bare ordet ’klassisk’ – hvad betyder ’klassisk musik’? I virkeligheden er klassisk musik et større begreb, fordi der også bliver skrevet klassisk musik i dag. Hvis man tænder for radioen og lytter til en typisk popsang, så varer den de her 3 minutter, og det er jo ret kort tid i forhold til en klassisk symfoni, som kan vare 30, 40, 50 minutter, og som giver tid til fordybelse og tid til at falde ind i en anden verden og finde en ro og opleve en rejse. Jeg synes, det netop er det magiske ved den klassiske verden.

Når jeg er alene, så spiller jeg på en anden måde. Det er som om, jeg spiller for mig selv og er mit eget publikum. Og så kan jeg godt blive enormt rørt. Det kan godt være lidt mærkeligt, men jeg føler, det er som om, at flyglet hører, hvad jeg siger, og svarer tilbage. Et værk, som jeg spillede på en måde i går, spiller jeg måske på en helt anderledes måde i dag. 

At spille en koncert er på mange måder som at løbe et maraton – man er igennem mange stadier.

For mig har det altid været en stor udfordring ift. påklædning på en scene. Fordi den ene ting er, hvad kan jeg godt lide, den anden ting er, hvad passer ikke alene til mig men også til musikken? Den æstetiske sammensmeltning skal være der, fordi at gå til en koncert skal være en helhedsoplevelse.

Som musiker har man altid ritualer, inden man går på scenen. Det kan være at drikke en kop te med citron, eller det kan være at lægge sin makeup på en helt bestemt måde. Det kan være hvad som helst. Men for mig er det at gå på scenen, inden publikum ankommer, fokusere på de tomme pladser og forestille mig, hvordan energien vil ændre sig, når publikum fylder salen. Sådan er mit ritual. Det handler om publikum og den energi, der bliver skabt af publikum, og som så tydeligt kan mærkes. Som en kommunikation mellem mig og dem, der lytter. Det er også derfor, det er så vigtigt at spille for mennesker og ikke kun for sig selv.

Lige inden man skal på scenen – de der 10-20 minutter – når du er helt alene, og du ikke har dit instrument og tænker, kan jeg nu huske den takt, den akkord, den tone, rytmen. Ajjjj, jeg kan ikke huske det…! Men så kommer man ind på scenen og ser en masse mennesker… går hen til instrumentet, sætter sig, lægger hænderne på tangenterne, og så kommer musikken af sig selv. Og det er en magisk oplevelse hver gang. Den ro, der kommer, når man går i gang med at spille og har tangenterne under sine fingre. Det er så fantastisk, og det er noget, jeg håber, vil være med mig resten af mit liv.

Historisk set har musikbranchen været meget mandsdomineret, og klaververdenen har været meget mandsdomineret. Vi ser det stadig i dag blandt komponister, dirigenter og operachefer, der fortsat er en meget mandsdomineret verden. Men der sker ændringer stille og roligt. Jeg tror, at jo mere vi bevæger os fremad, vil vi se en musiker som en musiker uanset køn.

Masai stories er portrætter, der handler om kvindeliv gennem tanker og refleksioner fra engagerede og passionerede kvinder. Historierne handler om diversitet, åbenhed, om mod og ikke mindst om friheden til at være og vælge sig selv. Gennem mødet med forskellige kvinder, der alle inspirerer os med deres livsvalg og kreativitet, har vi ønsket at skabe et særligt indblik i kvindernes universer. Herigennem viser vi dén skønhed og styrke, der opstår, når livspassioner får mulighed for at folde sig ud, og når man vælger at lytte til sig selv og gøre det, man drømmer om.