Fri levering til Masai butik
Gratis retur & 14 dages fuld returret
Masai stories

Anne Dvinge

Oktober 2020

Kvinden bag LOW-FI Home Concerts

“Musik forankrer os i verden, og vi kan jo se i den tid, vi alle gennemlever nu, hvor meget musik bringer os sammen, og hvor meget vi har brug for det rum at mødes i.”
Anne Dvinge

Kvinden bag LOW-FI Concerts, Anne Dvinge, voksede op med musik og med viljen til at rejse sig, uanset hvor hårdt man falder. Den drivkraft og ikke mindst kærlighed til musikken, har skabt landets største platform for hjemmekoncerter, der mere end nogensinde giver mening i en tid med kulturrestriktioner og savnet af fællesskab.

Om at vende hjem til musikken…

Fra jeg var helt lille har musik altid været en del af mit liv. Jeg har altid spillet musik, og jeg har altid lyttet til musik. Min mor spillede klassisk musik for mig, når jeg skulle lægge mig til at sove, og da jeg var bare 3 år gammel, tog hun mig med til torsdagskoncert. Som voksen har jeg et par gange forsøgt at beskæftige mig med noget andet end musik, men jeg er altid vendt tilbage til musikken, og hver gang har det været som at komme hjem.

At påvirke verden mere direkte…

Jeg arbejdede i en årerække som musikforsker på Københavns Universitetet, men på et tidspunkt nåede jeg til et sted, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at påvirke verden mere direkte og bruge mig selv på en anden måde. Startskuddet til Low-fi er en stuekoncert, som jeg selv er til, og det bliver min første oplevelse med fænomenet; ´Home concerts´. Jeg sidder i den her fremmede stue og er fuldstændig uforberedt på, hvad det kommer til at gøre ved mig. Jeg er kommet ind og har hilst på de andre publikummer, hvilket med det samme føles meget anderledes, da man jo ikke normalt hilser på ens medpublikummer. Men det føles både overraskende og dejligt, fordi jeg allerede dér oplevede og mærkede et fællesskab, der føles særligt omkring musikken.

Om at skabe levende musikoplevelser med bare 20 mennesker…

Musik forankrer os i verden, og vi kan jo se i den tid, vi alle gennemlever nu, hvor meget musik bringer os sammen, og hvor meget vi har brug for at mødes i musikken. For der behøver ikke at være hverken 5.000 eller 10.000 samlet for at skabe en stor oplevelse sammen. Faktisk er det rum, hvor der bare sidder 20 mennesker sammen i stand til at skabe endnu mere nærvær, et rum hvor vi i endnu højere grad kan møde hinanden i musikken. Det er i al fald det, jeg oplever, i de musikalske rum og gennem de fælles oplevelser, vi skaber med Lowfi´s koncerter.

Viljen til at rejse sig op og gå videre…

Min personlige drivkraft kommer ud af min baggrund, og det grundvilkår jeg har haft, da jeg voksede op. Når man vokser op med ét ben, så er der ligesom to ting, der gælder: den ene er, ikke at måle sig selv med andre menneskers målestok, for så er man sat udenfor på forhånd, så det kan man ligeså godt lade være med at bruge tid og energi på - den anden er, at uanset hvor hårdt man falder, så rejser man sig op, og så går man videre. For gør man ikke det, så kommer man ikke nogen vegne.


Det kan godt være, at det lyder banalt, men jeg tror faktisk, at det, der startede med at være min største livsudfordring, egentlig er gået hen og blevet mit stærkeste kort her i livet.

“…jeg er altid vendt tilbage til musikken, og hver gang har det været som at komme hjem.”
Anne Dvinge
Masai stories

MASAI STORIES er portrætter, der handler om kvindeliv gennem tanker og refleksioner fra engagerede og passionerede kvinder. Historierne handler om diversitet, åbenhed, om mod og ikke mindst om friheden til at være og vælge sig selv. Gennem mødet med forskellige kvinder, der alle inspirerer os med deres livsvalg og kreativitet, har vi ønsket at skabe et særligt indblik i kvindernes universer. Herigennem viser vi dén skønhed og styrke, der opstår, når livspassioner får mulighed for at folde sig ud, og når man vælger at lytte til sig selv og gøre det, man drømmer om.

Se andre stories

Se alle

Elisabeth Nielsen

Den dansk/ukrainske pianist Elisabeth Nielsen begyndte sin musikalske rejse og fascination af klaveret, da hun var 5 år. For hende er musikken et sprog, der får dets energi i mødet med publikum.

Læs mere

Mille Bang

Mille Bang er teologi-studerende, og hun tror på, at Guds kærlighed er det, der binder os alle sammen. Troen er bagtæppet i hendes liv, og sammen med filosoffen Kierkegaard får hun sat kristendommens budskaber ind i en moderne kontekst, der handler om alt fra sociale medier til kunsten at elske et andet menneske.

Læs mere

Birgitte Lund

Jeg har arbejdet som billedkunster de sidste 36 år. I mine billeder er jeg optaget af lyset, af det taktile, af farverne og af alle de mange lag, som jeg bygger mine billeder op af. Jeg holder meget af langsommeligheden i processen og i at fordybe mig i hvert billede.

Læs mere